lørdag den 23. november 2013

18 års fødselsdag

Endnu en af mine søde kollegaer har været forbi min blog her og set på kager sammen med sin datter Emilie.
 I dag skal Emilie så fejre sin 18 års fødselsdag og så var der jo en rigtig god anledning til selv at få en festkage og den var jeg selvfølgelig med på.


Det blev til denne lilla sag her med glimmer. 

Jeg havde også lavet nogle sorte danser silhuetter til at stille ovenpå kagen, men det så helt forkert ud og passede slet ikke ind, så de røg i skraldespanden - det er ikke altid at det der er i hovedet fungerer i virkeligheden

Inden i kagen er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse.

Cars kage

Min kollega Pias søn Gustav har haft 5 års fødselsdag og i lighed med sidste år var jeg så heldig at få lov til at levere en kage til ham og vennerne fra børnehaven


Gudtav er vild med Cars, så det skulle selvfølgelig være temaet


Inden i er der børnevenlig chokoladekage med chokoladeganache

Monsters High kage

Så har en af mine mest trofaste "kunder" haft fødselsdag igen. 
Sille blev 7 år og som alle foregående fødselsdage skulle der også i år en kage til.

Denne gang skulle temaet være Monsters High.


Igen kom min uundværlige sukkerprinter i brug og inden i er der dejlig chokoladekage med chokoladenøddecreme

Tillykke til Sille

Kage til arbejdet

På mit arbejde skulle det for nogle uger siden fejres, at man nu endelig kunne implementere en ændring i en af vores forretningsgange så et noget kompliceret forretningsområde er blevet en smule nemmere at gå til.

Jeg blev derfor spurgt om jeg ikke kunne levere en kage til hele banden - og det vil altså sige ca 100 "mand" - og det kunne jeg selvfølgelig da godt lige :-)

Det blev til denne kage med teksten fra den nye forretningsgang og et hus, der skulle symbolisere, at det altså er ejendomme delt op i ideelle anparter der er tale om.


 Huset er modelleret i Marshmallow Rice Cereal og beklædt med fondant. 
Selve kagen, der måler ca 40 x 70 cm, består af vaniljebunde, hindbærmousse og hvid chokolademousse med hakket Toblerone. 

søndag den 13. oktober 2013

Dora the Explorer

I dag skal Olivias 3 års fødselsdag fejres og igen i år har jeg fået lov til at levere en kage.

Sidste år var det Postmand Per der var det store hit, men i år er det Dora the Explorer, et tegnefilmsunivers jeg slet ikke kender, men med hjælpe fra Olivias mors fine arbejdstegning og diverse billeder fra Google kom der alligevel denne kage ud af det.


Dora the Explorer, aben Boots, den talende rygsæk og kortet.


Inden i er der vaniljebunde med hakkede nødder, hindbærmousse og hvid chokolademousse med hakket Toblerone.

lørdag den 5. oktober 2013

Guldbryllup

I denne weekend er det så Conni og Prebens tur til at fejre 50 års bryllupsdag og deres søn Mikael ville gerne overraske dem med en festkage.

Ideerne var mange og efter lidt skriverier frem og tilbage blev vi enige om en kage formet som et guldbryllupsskjold.


Indeni er der chokoladebunde, jordbærmousse og hasselnøddemousse

Guldbryllupskage

I sidste weekend skulle Wibeke og Bjørn fejre deres guldbryllup og jeg fik den store ære at levere en kage.

De havde rigtig mange gode ideer, så vi mødtes en hyggelig eftermiddag for at se om vi kunne omsætte det hele til en kage.



Bjørn havde tænkt sig noget a´la en tidslinje med figurer der skulle illustrere begivenheder i deres liv. 
Parret har boet på Grønland, de har en rigtig dejlig gård, de har opdrættet boxerhunde og elsker små frække foxterrier, de har haft limousinekøer og heste, de har haft et langt arbejdsliv hos henholdsvis SAS og som psykolog med speciale i børnesager, der har været noget med en café, de har børn og et barnebarn og ikke mindst Bjørns alt overskyggende hobby - fotografering af insekter, så der var rigtig mange gode ideer at tage fat i men da kagen trods alt kun skulle række til ca 45 personer var der desværre også grænser for hvor meget plads der var at gøre godt med.


Jeg valgte gården med drivhus (jeg sneg mig til at tage et par billeder da jeg kørte hjem fra vores møde), så skulle Grønland med, en ko og et par hunde (en boxer er helt umulig at modellere så jeg måtte nøjes med foxterrier), et Canonkamera og et par insekter og så lidt arbejde og her fik jeg til min store ærgelse lavet et par §-tegn forkert, men det slog mig først da jeg var på vej hjem efter at have afleveret kagen - Øv!. 

Indeni er der vaniljebunde med hakkede nødder, mango/abrikos mousse og chokolademousse.




lørdag den 14. september 2013

Efterårskonfirmation

I dag skal Laura konfirmeres og samtidig har hun 14 års fødselsdag så det kalder på en kage


Iflg. mor Dorthe (min kollega) kan Laura hverken lide creme, flødeskum eller marcipan så for første gang kastede jeg mig ud i at overtrække med hvid chokolade.


Jeg rullede et låg af white modeling chocolate og sprøjtede hvid chokolademousse op med en stjernetyl på siderne


Inden i er der 2 vaniljebunde og 1 chokoladebund, limemousse, hindbærmousse

Velbekomme og stort tillykke

søndag den 8. september 2013

Bryllupskage 7-9-13

Lørdag d. 7/9 2013, store-bryllupsdag,var jeg så heldig at få lov til at levere en kage til Trine og Peters bryllup

Kagen skulle være i 3 etager og den skulle pyntes med orkideer og sommerfugle


 Inden i er der vaniljebunde med hakkede nødder


Fyld af skiftevis lys og mørk chokolademousse i det ene lag


og mango/abrikos mousse i det andet lag. 


Vielsen og festen blev iøvrigt holdt et fuldstændigt fantastisk smukt og romantisk sted, nemlig Fjordbakken ved Bisserup Strand 

Stort tillykke til Trine og Peter


One Direction kage

Fredag fyldte Nicoline 12 år. 

Nicoline er total og aldeles fan af One Direction så det skulle være temaet.


Inden i er der 2 vaniljebunde og 1 chokoladebund, hindbærmousse og chokolademousse

Iflg. mor Helen vakte kagen stor begejstring og jeg er spændt på at høre om Nicoline overhovedet nænnede at spise den

søndag den 4. august 2013

18 og 20 års fødselsdag

Isabella og Micki skulle lørdag fejre henholdsvis 18 og 20 års fødselsdag og her var så især Isabella blevet enig med sin mor, min kollega Dorte, om at der skulle bruges et par festlige kager.

Isabella bruger en del tid på sin elskede hest så temaet til hendes kage lå lige for 


Jeg har før brugt motivet med rytteren i vandgraven og jeg tror at Isabella har set kagen for det var ihvertfald en kage i den retning det skulle være.


Micki, der imod, synes at det dér med festkager er lidt tøset så Dorte og jeg blev enige om at det måtte vi modbevise. 
Micki er for tiden inde som soldat så det blev temaet og denne kage er da bestemt ikke tøset synes jeg - håber Micki er enig.


Soldat i mudder på træningsbanen

Kagerne er begge mudcakes og indeholder henholdsvis hindbærmousse og chokolademousse.


onsdag den 10. juli 2013

Bryllupskage

Jacob og Line er blevet gift. 
De valgte at blive viet på rådhuset på en dejlig sommerdag med efterfølgende reception for de nærmeste.
Et par at deres gode venner synes alligevel at der skulle en bryllupskage til og den fik jeg så lov til at levere.


Bruden skulle have en lavendelfarvet kjole på - derfor det blålilla farvetema. Vennerne ville gerne have både initialer og dato på og så havde de set det brudepar jeg lavede for nogle år siden og sådan et par i den stil ville de gerne have på toppen.


Gommen har en lille søn og for at han også skulle føle sig lidt særlig i dagens anledning aftalte vi at jeg skulle lave en lille piratkage til ham.


Inden i begge kager er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse


tirsdag den 9. juli 2013

Studenterhuekage

Igen i år har jeg været så heldig at få lov til at levere en studenterkage, denne gang til Emma.


Emmas mor Lise havde set den studenterhuekage jeg lavede sidste år og det skulle være en i samme stil

Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse i det ene lag og hvid og mørk chokolademousse i det andet lag.

mandag den 8. juli 2013

18 års fødselsdag

Forleden skulle min kollegas datter Josefine fejre sin 18 års fødselsdag. 
Josefine er en alsidig pige der ud over at gå på gymnasiet, blandt andet også spiller fodbold og arbejder på en tank - alt det skulle med på kagen.


Inden i er der den lækre chokolade mudcake, hindbærmousse og hvid chokolade mousse

mandag den 10. juni 2013

Alpe D´huez Kage

Lørdag skulle Klaus fejre sin 50 års fødselsdag. 
Jeg har kendt Klaus og hans kone Lene i mange år så selvfølgelig sagde jeg straks ja da han for længe siden spurgte om jeg ville levere en kage i dagens anledning

Klaus elsker sin racercykel og han har blandt meget andet kørt op ad Alpe D´huez så det skulle være temaet for kagen.


Først byggede jeg et bjerg med en stejl bjergvej for Klaus ville gerne have at man kunne se på kagen hvor hård en cykeltur det havde været.


Så tryllede jeg noget blomstertråd om til en racercykel og malede den sort og så forsøgte jeg at modellere en lidt "flad" og "udaset" cykelrytter. 


Inden i er der vaniljebunde med hakkede nødder, skovbærmousse og ferskenmousse. Overtræk og grantræer er af marcipan og vej, sten og rytter er modelleret i sugarpaste

søndag den 26. maj 2013

Bryllupskage

Så har der været bryllup igen -  i går skulle Louise og Peter giftes.

Festen skulle holdes i et stort telt hjemme i deres have og da de kun bor 10 min. fra mig havde jeg lovet at levere kagen efter kl. 22. 
På den måde kunne den stå længst muligt i mit køleskab så vi undgik at den blev alt for varm og blød.


Jeg samlede de 2 nederste etager hjemmefra så jeg kun skulle sætte toppen på ved levering - det betyder desværre at jeg ikke har et billede af hele kagen men ovenfor ses 2/3 af kagen og nedenfor er toppen.



Ønsket var en hvid kage pyntet med gyldne liljer - inden i er der vaniljebunde med hakkede mandler, hinbærmousse drysset med friske hindbær og chokolademousse.


Kageinfo:
Kagerne måler 20 cm, 25 cm og 30 cm.
Der er ialt 2,5 L mousse i.
Liljerne er modelleret af ½ sugarpaste og ½ flowerpaste

lørdag den 18. maj 2013

Bryllupskage

I dag skal Lisa og Mads giftes.

For nogle måneder siden mødtes vi til en hyggelig prøvesmagning og en snak om hvordan kagen skulle se ud.

Efter moden overvejelse og med en mindre mavepine under opsejling faldt valget på vaniljebunde med knuste makroner, hvid chokolademousse og hasselnøddemousse i det ene lag og så jordbærmousse og skovbærmousse i det andet lag. Kagen skulle være forårsgrøn for at matche indbydelser, dug og bordpynt iøvrigt og så var ønsket at der skulle være draperinger og roser på.


Kagen skal spises til receptionen efter vielsen og da det jo er svært at regne ud præcis hvor mange mennesker der kommer blev vi enige om at hvis jeg lavede kage til ca 110 så burde der være mere end rigeligt - også selvom det er en meget kageglad familie


 Til kagenørderne kan jeg oplyse at:
kagerne måler 15 cm, 20 cm 25 cm, 30 cm og 37,5 cm.
jeg har brugt ialt 11 x denne opskrift på lagkagebunde 
kagerne indeholder tilsammen ca 6 L mousse 
der er brugt ca 7 kg marcipan til overtræk og pynt



fredag den 10. maj 2013

Bollywood

Emma har en engelsklærer på gymnasiet der er VILD med Bollywood så i dag skal klassen se en 3 timer lang Bollywood film og det mente de unge mennesker ville kræve en kage.


Jeg fik derfor til opgave en lave en chokoladekage med Bollywood tema. 

Jeg printede en filmplakat fra filmen på min, nu næsten uundværlige, sukkerprinter, klattede lidt med noget glasur og så var der kage til hele klassen..

lørdag den 4. maj 2013

Kagevikar

Min søde svigerinde Ingrid gør det også i festkager og hun skulle lave en fin konfirmationskage til i dag. 
Desværre blev hun syg i løbet af ugen og allerede torsdag aftale vi så at jeg skulle stå stand by hvis nu hun ikke kunne nå at blive rask.

Det hele endte med at hun måtte forbi sygehuset i går aftes og da man valgte at beholde hende kom min bror så forbi i morges med kagen - bagt, lagt sammen og lige klar til at pynte.

Heldigvis er Ingrid noget mere organiseret end mig når der skal laves kager, jeg har bare det meste i hovedet men her var der en udførlig tegning med en beskrivelse af design og farver og sugarpasten var indfarvet og lige klar til brug så det var bare at gå igang.


Her til eftermiddag er Ingrid heldigvis hjemme igen og det går meget bedre. 

Jeg håber at kagen blev nogenlunde som det var aftalt - dejligt at vi kan hjælpe hinanden


Rulleskøjtepigekage

Konfirmationerne er ikke slut endnu og i dag skal Emilie konfirmeres.

Moster Helen ville overraske med en kage og da Emilie er vild med at stå på rulleskøjter skulle det selvfølgelig være temaet.


Indeni er der vaniljebunde med hakkede nødder, limemousse og hindbærmousse


75 års fødselsdag

I dag skal Bente fejre sin 75 års fødselsdag og Lone havde lovet sin mor at stå for "noget til kaffen" og her kom jeg så ind i billedet.

Lone og jeg blev enige om at en blomsterkagekurv ville være lige i øjet


Indeni er der vaniljebunde, hindbærmousse og mango/abrikos mousse.

Stor tillykke 

mandag den 29. april 2013

Farvelkage

Min søde svigerinde har fået nyt job og skal derfor sige farvel til en masse søde kollegaer i morgen og det kræver kage - masser af kage


Jeg var så heldig at få opgaven - indeni er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse og der er pyntet med chokoladeganache

søndag den 28. april 2013

Store Bededags konfirmationskager

Denne Store Bededagsferie har budt på hele 6 kager fra mit værksted

Først var det Helena der skulle konfirmeres fredag. Jeg har igennem længere tid korresponderet med hendes mor om kagen og vi endte ud i en dejlig chokoladekage med hindbærmousse. Kagen skulle være en bog pyntet med røde roser og navn og dato i guld


0000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000

Samme dag skulle min kollegas søn Mads også konfirmeres og han går meget op i amerikansk fodbold og særligt The Jets.
 Jeg aftalte med Mads far at jeg ville forsøge at lave en kage der skulle forestille en hjelm - det slap jeg mindre heldigt fra - ØV - den blev slet ikke som den jeg havde i hovedet.


Oven i købet krøllede de sukkerprintede logoer efter en nat på køl og jeg kunne ikke nå at gøre noget ved det - dén kage er jeg knap så stolt af.

Indeni er der vaniljebunde med jordbærmousse og limemousse, under sugarpasten er kagen delt på midten med en kageplade så den er lidt nemmere at skære ud i passende stykker.

Jeg håber i det mindste at den smagte godt.

0000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000

Sidste kage fredag skulle Frederikke have. 
Hun er en rigtig dygtig gymnastikpige så kagen skulle være en bog med et billede at Frederikke og her kom så min nye sukkerprinter til sin ret - hvor er det en genial opfindelse.


Kagen skulle pyntes med mørkelilla roser for at matche bordpynten og så skulle der ligge en vimpel hen over det hele. 
Indeni kagen er der vaniljebunde, chokolademousse og appelsinmousse.

0000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000

Om lørdagen var det Rasmus tur til at blive fejret og han er en rigtig FCK fan så denne kage skulle pyntes a la fodboldbane med en fodbolddreng på.


Jeg forsøgte mig med et hjemmelavet glasur fodboldmål og det var overraskende nemt at lave så ikke flere plastikdimser på fremtidige kager herfra.

Indeni er er der vaniljebunde med jordbærmousse med friske jordbærstykker i.

0000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000

I dag søndag sluttede kageræset så af med 2 kager, 1 til Signe, der skal konfirmeres og 1 til lillebror, der har fødselsdag. 
Signe er vild med Supermand og Rasmus er vild med Batman




Indeni begge kager er der vaniljebunde med hakkede nødder, hindbærmousse og chokolademousse.


søndag den 7. april 2013

Malthes konfirmation

Så er konfirmationssæsonen 2013 igang og den første kage fra mit kageværksted skulle Malthe have.


Ønsket var en bog/bibel og for at den ikke skulle blive for tøset pyntede jeg med blå kornblomster. 
Inden i er der vaniljebunde med hakkede mandler, limemousse og skovbærmousse