onsdag den 19. januar 2011

Teori-kage

Her i huset er ældstebarnet i fuld gang med at tage kørekort og det er vi andre så også lidt, ihvertfald når eksperten er med ude at køre ;-)
I dag var det så sidste teoriaften inden prøven på mandag og det måtte naturligvis fejres med en kage.


Som førstefødt må man jo finde sig i at være prøveklud hver gang der skal ske noget nyt, det starter som bekendt allerede i dagplejen - kan den dér fremmede dame nu finde ud af at passe vores baby? - senere er det børnehaven der "truer", så skolen og gymnasiet og nu altså kørekort - hvilken køreskole skal man vælge? Heldigvis var Anders heldig og fik valgt Køges bedste med små teorihold og en meget engageret kørelærer. 








(også selvom Anders skulle hilse og sige at der altså var fejl i mine vejskilte)

90-års fødselsdag

Henrik spurgte for lang tid siden om jeg ville lave en kage til hans morfars 90-års fødselsdag her i januar. 
Jeg har kendt Henrik det meste af mit liv, som børn var vi næsten naboer og han og hans søster blev passet af min mor da vi var små. 
Henriks morfar var og er stadig, trods sin høje alder, bonde med stort B og som jeg husker det var Henriks eneste interesse som dreng alt hvad der havde med landmandslivet at gøre.
I dag har Henrik selv en gård og jeg kan høre, når han fortæller, at hans store forbillede stadig er hans elskede morfar, så selvfølgelig ville jeg gerne lave en kage. 


Morfar har en gammel trofast Ferguson-traktor så den skulle selvfølgelig med og er modelleret i sugarpaste. Inden i består kagen af mandelbunde med hindbær- og chokolademousse.

onsdag den 12. januar 2011

Batmankage

Så er det allerede et år siden jeg lavede Darth Vader kage men heldigvis er Noah jo blevet  "fast kunde", så i år skulle han selvfølgelig også have en fødselsdagskage.

Noah skulle holde fødselsdag sammen med sin gode kammerat Adam, så kagen var en fællesbestilling fra de 2 drenge og de blev hurtigt enige om at det skulle være en Batman-kage.


Batman er lavet efter samme klippe-klistre-princip som den Spidermankage jeg lavede til Magnus


Inden i er det den gode gamle chokoladekage med chokoladecreme.

mandag den 10. januar 2011

Piratkage

Så er kagebageriet startet op igen efter jul og nytår - nu med en flot sort bandit af en KitchenAid - at jeg overhoved kunne fabrikere kager m.m. uden dén forstår jeg ikke, den er jo helt og aldeles uundværlig :-)

Første kage skulle Hjalte have. Han fylder 5 år og så syntes far Michael (min kollega) at der skulle en kage til.


Hjalte bestemte selv at det skulle være en piratkage, så nu håber jeg at det var nogenlunde sådan her han havde tænkt sig.
 (tak til min-kage for god inspiration)


Rigtig god fødselsdagsfest, med alle kammeraterne og familien, til Hjalte.