lørdag den 5. december 2015

Julebryllupskage

I dag skal Christina og Thomas giftes og de skal holde et rigtigt julebryllup

Jeg fik opgaven at levere en rigtig vinterbryllupskage.


Ønsket var en kage med snemands topfigurer, julestjerner , julepakker, snefnug og i det hele taget så meget vinter og jul som muligt


Jeg var omkring YouTube for at aflure hvordan man laver julestjerner i fondant og det var overraskende nemt da først jeg fik fat i de rigtige udstikkere og de kan jo laves mange dage i forvejen

Jeg modellerede et snemandsbrudepar, pakker og et grantræ og så kom der nogle snefnug på kagen og den endte med at blive rigtig vinterflot hvis jeg selv skal sige det, selv med en influenza i kroppen.

Inden i er der vaniljebunde med hakkede nødder og en browniebund. Fyld af brombærmousse i det ene lag og nougatcreme og tramisumousse i det andet lag.

Festen skulle holdes på det hyggelige Skjoldnæsholm der her i december er pyntet flot op med juletræ og det hele, så jeg er sikker på at parret får den julebryllupsfest som de har drømt om.

tirsdag den 1. december 2015

Glædelig 1. december

Min søde kollega Annette ville overraske sin mand og hans kollegaer på politigården med en Glædelig-1.-december- kage


Hun spurgte om jeg ville hjælpe og det ville jeg rigtig gerne.

Jeg fik frit slag, så jeg bagte nogle vaniljebunde og kom skovbærmousse med hakket hvid chokolade i det ene lag og med hakket mørk chokolade i den andet lag, 

Jeg forklædte kagen som en julegave og iflg. Annette vakte kagen stor jubel og der var mere end rigeligt til de kageglade politifolk.

søndag den 29. november 2015

Endnu en dåbskage

I dag er det så Laura der skal døbes.
Lauras navn var en hemmelighed og derfor aftale vi at jeg skulle levere kagen mens de alle var i kirke da mor Helle ikke ville risikere at nogle af gæsterne skulle snuse rundt i køkkenet og se navnet før tid.


Inden i er der vaniljebunde, skovbærmousse og chokolademousse med hakket Toblerone.

Den øverste kage er overtrukket med fondant mens den nederste er smurt op med smørcreme og derefter sprøjtet med skovbærmousse da jeg ikke synes at smørcreme i de mængder rosetterne kræver ville være særlig lækkert at spise

lørdag den 21. november 2015

Bryllupskage feberredning

Til december har jeg en aftale med Christina og Thomas om levering af en bryllupskage. 
Søndag aften kom der så en mail fra Christina: "Kan du mon hjælpe?" Kageleverandøren til en af Thomas´ kollegaers bryllup havde meldt fra pga sygdom mindre end 1 uge før brylluppet, så nu var gode råd dyre.

Jeg havde tid i kalenderen, hurtigt blev der etableret kontakt til Henrik og Charlotte og vi fik aftalt udseende, indhold og levering og så var det igang med planlægning.

Lørdag kunne jeg så aflevere 3 kager til i alt 90 personer til bryllupsreception i lokalerne under Timotheus kirke i Valby.


Kagerne skulle overtrækkes med marcipan i "marcipanfarve" og pyntes i marcipan og hvid, Der skulle parrets navne på den ene kage, monogram på de 2 "sidekager" og så lidt forskellige blomster - helt enkelt og fint. 
Inden i er der vaniljebunde, nougat og hvid chokolademousse i det ene lag og hindbærmousse i det andet.



 Desværre fik jeg ikke taget et billede af kagerne stillet op side om side på det fine kagebord midt i lokalet men jeg fik lige hilst på gommen og han var meget glad for at se både mig og kagerne. 


tirsdag den 10. november 2015

Dåbskage til lille Ingrid

Lille Ingrid skulle døbes og derfor skulle der bruges en fin dåbskage


Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse med hakket chokolade


Overtræk i marcipan og figurer i fondant

lørdag den 7. november 2015

Minions fødselsdagskage

Så har min mest trofaste "kunde" haft fødseldag igen.

Jeg lavede i sin tid en af mine første kager til Sille da hun fylde 2 år og siden har hun, næsten hvert år, bestilt en kage og i år fylder Sille så 9.

Vi har været igennem nogle temaer, da Sille fyldte 4 var det prinsessetema, da hun blev 5 var det Hello Kitty, 6 år var det prinsesseslot, 7 år var Monsters High og i år er det så Minions.

Sille skulle holde en sleepover for pigerne i klassen, så kagen skulle være med nogle Minions der havde pudekamp og nogle der sov og det kom der denne kage ud af.


mandag den 2. november 2015

Sølvbryllups Kamera kage

Nogle af Dortes gode venner skal holde sølvbryllup. De bor til dagligt i Holland men kommer til Danmark for at holde fest og de ønsker sig ikke rigtig noget - bare Dorte ville bage en kage så var de glade.

Dorte mente nu nok at et sølvbryllup krævede mere end "bare" en kage så hun spurgte om jeg ville lave en festkage og det ville jeg selvfølgelig gerne.

Parret er begge ivrige amatørfotografer så vi blev enige om at lave en kage med foto/kameratema


Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse med chokoladestykker.
Kameraet er "bygget" i marsmellow rice cereal, smurt op med smørcreme og overtrukket med fondant.

lørdag den 19. september 2015

50 års fødselsdagskage

Min søde kollega Marlene ville overraske sin elskede stedfar med en fødselsdagskage. 
Allan fylder 50 men mener selv at det kun kan være 40


Allan har arbejdet i mange år hos Aarsleff, han er en handymand ud over det sædvanlige og han er ikke bleg for lige at grave et par drænrør ned hvis det skulle være.

Men han elsker også en lille lur på sofaen med tæppe og sit 4. "barn", familiens lille hund.

Jeg forsøgte at få så meget med på kagen som muligt. Inden i er der 2 vaniljebunde og en browniebund, chokolademousse med hakket Toblerone og hindbærmousse.


lørdag den 12. september 2015

Victors dåbskage

I dag er der dåbsfest for Victor og jeg har leveret kagen


Mor Didde havde set den kage jeg tidligere i år har lavet til Malthe og sådan skulle Victors kage også se ud.


Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse med Toblerone

lørdag den 5. september 2015

Navngivning

Lewis skal have sit navn i dag og til en navngivning skal der bruges en kage.


Jeg havde fået en præcis beskrivelse med tegning og det hele så det var bare lige til at gå til 

MEN MEN MEN

da jeg redigerede billederne opdagede jeg til min skræk at jeg har skrevet en forkert dato - det skulle være 14.07. (fødselsdagen) og ikke 14.09. Det er aldrig sket for mig før og jeg plejer at dobbeltjekke 4 gange både navne og datoer og her har jeg tydeligvis ikke tænkt mig om.

Kagen blev hentet her så jeg aner ikke hvor festen bliver holdt så jeg kan ikke ræse afsted med et 7-tal. Jeg har sendt en SMS men den ser de jo nok ikke nu så jeg kan intet gøre - ØV!!

Inden i er der hindbærmousse og chokolademousse med Toblerone.

Så er der vejfest

I dag er der vejfest på Hornumvej og derfor skal der bruges en kage til kaffen og den fik jeg lov til at levere


Inden i er der hindbærmousse, chokolademousse med chokoladestykker og lakridssmørcreme

lørdag den 29. august 2015

Bryllupskage

Catharina og Morten skulle giftes og bryllupsfesten holdes i Brøndsalen på Frederiksberg - et fuldstændigt fantastisk sted til en romantisk fest.


Catharina er vild med jordbærtærte så inden i er der mazarinbunde, vaniljemousse med hakket mørk chokolade og jordbærmousse med friske jordbær.

Kagen er overtrukket med hvid marcipan og pyntet med hvide marcipanroser.

lørdag den 11. juli 2015

Romantisk sommerbryllup

Sidste weekend blev min kollega Maria gift med sin H.P.

Maria er datter af præsten i Ejby så vielsen skulle selvfølgelig foregå i landsbykirken i Ejby og den efterfølgende reception skulle holdes i den store gamle have i præstegård og bryllupskagen skulle stå midt på plænen under en fin pavillion - spørg lige om det var romantisk.


Maria og H.P.ønskede en helt enkel kage, overtrukket med en knækket hvid fondant og pyntet med ægte bonderoser i hvid, sart rosa og pink. 
På de 2 "sidekager" er parrets monogram på sukkerprint og på topkagen, under blomsterne, er der også et monogram, da denne kage skal fryses og spises om 1 år.


Skæbnen ville at sidste lørdag blev den varmeste og mest lumre dag i mands minde så jeg var lide nervøs for kagen men den holdt sig fin og heldigvis luftede det en smule dér midt på plænen så fondanten undgik også at "svede". 

Inden i er der mudcake, solbærmousse og hvid chokolademousse med chokoladestykker og der er kage til ca 140 personer.


søndag den 28. juni 2015

Dåbskage

Jeg var så heldig at få lov til at levere kage til lille Johans dåb


Inden i er der vaniljebunde, chokolademousse med chokoladestykker og jordbærmousse. Kagen er overtrukket med marcipan

fredag den 26. juni 2015

Studenterkage

Cecilie er også blevet student i år. jeg lavede en studenterkage til hendes søster Julie for 3 år siden og nu er det så lillesøsters tur


Cecilie har gået på Nørre Gymnasium på IB linjen, som er den internationale linje så derfor har huen flag og en særlig kokarde

Inden i er der vaniljebunde, chokoladenmousse med chokoladestykker og fersken/passion mousse

onsdag den 24. juni 2015

Studenterkage

Emilie er blevet student og det skal fejres med en kage


Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse og hvid chokolademousse med chokoladestykker

lørdag den 30. maj 2015

Bryllupskage

Christian og Signe ønskede en bryllupskage overtrukket med hvid marcipan og med marcipanroser fra hvide og over i lyse grønne roser



Inden i er der vaniljebunde og nøddebunde, hindbærmousse og chokolademousse.

lørdag den 23. maj 2015

Bryllupskage

I dag skal min søde kollega Annemette giftes med sin Niels og hun havde for længe siden spurgt om jeg ville levere en kage og det ville jeg rigtig gerne.


Designet skulle ligge i tråd med indbydelserne, altså meget lys rosa/vissengrøn, en mørkere vissengrøn, og hvide blomster. 


Inden i er der vaniljebunde, solbærmousse og hvid chokolademousse med chokoladestykker og limeskal.



lørdag den 16. maj 2015

MAC konfirmationskage

Kagen til Sarah skulle have en masse M*A*C makeup og en skuffe.


Skuffen skulle med fordi kagen skulle ligne et bord med en skuffe i. Der skulle også nogle roser, navn og dato på.


Inden i er der vaniljebunde, hvid chokolademousse med chokoladestykker og limeskal og hindbærmousse


Både Sarah og hendes forældre blev meget glade for kagen og skrev til mig efterfølgende at den ramte fuldstændig plet - herligt.

Dobbelt konfirmation

I Hellerup skulle kusine Isabelle og fætter Frederik fejre deres konfirmationer sammen og derfor skulle der bruges en fælles kage.

Det var helt op til mig at finde på et design så jeg valgte en kagebog


Jeg forsøgte at pynte den så den hverken blev for tøset eller for drenget og den blev heldigvis taget godt i mod - der er altid et sats når man får helt frie hænder.



torsdag den 14. maj 2015

Pokemon kage

Kagen til Rasmus´ konfirmation skulle have Pokemon tema og det var op til mig at finde på design.


Jeg valgte at modellere Pikachu og stille ham/den på en Poké ball


Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademouse med hakket toblerone

One Direction konfirmationskage

Så er der for alvor gået konfirmation i den og dermed er der også gang i konfirmationskagerne.

Den første kage i denne weekend er til Sara og hun er stor One Directionfan


Inden i er der chokoladekagebunde og fyld af hindbærmousse og vaniljemousse

lørdag den 9. maj 2015

50 års fødselsdag

I dag skulle Dorthes 2 ældste børn til surprisefødselsdag hos deres far der fylder 50.


Jeg har før leveret kage til familien og Dorthe og ungerne var blevet enige om at en kage med volleyballtema lige var noget.

Inden i er der Mudcake lagt sammen med blodappelsinmousse 

søndag den 3. maj 2015

Mads konfirmation

Mads'  mor fik virkelig udleveret sin søn da hun skulle bestille kage - elsker god mor-humor.

Efter beskrivelse er han præcis som en teenager skal være - computer, iPad og dyb "sovning" på en ikke-redt sovesofa med sengetøjet halvt på/af. 


Jeg fik billeder af både Mads, sovesofa og sengetøj og så var det bare at gå i krig :-)


Jeg ramte heldigvis plet - et par dage efter festen fik jeg nemlig denne søde mail fra Mads´ mor:

Hej Anne

1000 tak for en super flot, sjov og rigtig lækker kage til Mads´ konfirmation - du ramte fuldstændig plet! 

Kagen fik så meget ros, både for smag og udformning. Og sikke detaljer - den fik virkelig folk - også Mads (han var slet ikke i tvivl om, hvem fyren lignede :-) ) - til at grine, og det var lige netop intentionen. Super godt lavet! Heldigvis blev der et lille stykke tilovers, som jeg netop har nydt det sidste af :-)

Jeg lovede at give rosen videre, og det er hermed gjort :-)

Desværre fik jeg ikke selv mulighed for at hilse på dig, men denne kage vil aldrig blive glemt! Virkelig imponerende!

Inden i er der vaniljebunde, hindbærmousse og chokolademousse med hakket chokolade og ekstra krokant.

lørdag den 2. maj 2015

Nataschas konfirmation

Til Nataschas konfirmation skulle der bruges en rigtig fin festkage i 2 etager og med en bibel på toppen og den fik jeg lov til at levere.


Inden i er der vaniljebunde med hindbærmousse, og chokolademousse med chokoladestykker

fredag den 1. maj 2015

Kaspers konfirmation

Det er altid super hyggeligt når gamle venner og kollegaer kontakter mig for at bestille en kage, så får vi lige samlet op på hvad der er sket siden sidst - mange gange har vi jo fulgt hinandens gøren og laden på Facebook men det er nu hyggeligt lige at sludre alligevel.

For mange år siden var Lene og jeg kollegaer og pludselig har hun nu så store børn at den yngste skulle konfirmeres og derfor spurgte hun om jeg ville levere en kage 


Kasper er, som de fleste teenagere, meget glad for sin computer og så spiller han badminton.

Inden i er der vaniljebunde, jordbærmousse og hvid chokolademousse med hakket chokolade

lørdag den 25. april 2015

20 års fødselsdagskage

Camilla skal fejre sin 20 års fødselsdag og mor Heidi ville overraske hende med en kage.

Camilla har danset siden hun var en lille pige og så er hun lige kommet hjem fra 3 måneders rejse i Sydafrika og Namibia, en kæmpe oplevelse der er gået lige i hjertet på hende - det skulle jeg forsøge at få kombineret i en kage.


Kagen er farvet med airbruch og silhuetterne er skåret ud i fondant.
Inden i er der Mudcake (chokoladekage) lagt sammen med hindbærmousse.





Saras konfirmation

Så blev det Saras tur til at blive konfirmeret. Jeg har leveret flere kager til familien og selvfølgelig skulle Sara også have en festkage på dagen.


Sara er rigtig glad for dyr og især sin elskede kanin med hvid snude


Inden i er der vaniljebunde, vaniljecreme og hindbærmousse

søndag den 19. april 2015

Forårsbryllup

Så er årets første bryllupskage leveret

Christina og Dennis fejrede deres bryllup på en af de første varme solskinsforårsdage i går.

Vi mødtes for flere måneder siden for at finde ud af hvordan kagen skulle smage og se ud.

Det endte med en kage i 4 etager overtrukket med hvid marcipan og pyntet med limefarvede og hvide blomster og limefarvet mønster på siden.


Inden i er der hvid og mørk chokolademousse med chokoladestykker i det ene lag og så er der limemousse i den nederste og den øverste kage, i kage nr. 2 er der hindbærmousse og i kage nr. 3 er der fersken/passions mousse.

Desvære har jeg ikke noget billede med alle 4 etager da jeg først kunne montere den øverste da jeg afleverede kagen og jeg glemte at tage et billede.
 Den øverste kage var fyldt med blomster sådan at hver anden etage var håndmalet og hver anden var med limefarvede og hvide blomster.

søndag den 12. april 2015

Jonas 1 år

I dag fylder min kollega Danilas lille søn 1 år og så skal der jo kage til.

Jonas er meget glad for Duplo og især Duplobatman er et hit.


Inden i er der vaniljebunde, chokolademousse og hindbærmousse.

Til en 1 års fødselsdag skal der jo også være en lagkage som fødselsdagsbarnet kan sidde og klaske i så jeg lavede en lille kage med flødeskum uden på som Jonas rigtig kan få lov til at splatte med.  



Konfirmation og Louis Vuitton

Maria skal konfirmeres i dag og hendes mor skrev til mig for længe siden og bestilte en kage. 

Maria har altid ønsket sig en Louis Vuitton taske og et par Jeffrey Campel støvler, så det var oplægget til kagen.

Jeg valgte at bygge en taske i kage og at modellere støvlen.


Tasken var nem nok, inden i er der vaniljebunde, chokolademousse med chokoladestykker og hindbærmousse.

Uden på er det sukkerprint, jeg var omkring både stencils (som viste sig umulige at opdrive), rullepind (som viste sig ikke at indeholde LV men kun de små symboler) og frihåndsmaling men blev til sidst enig med mig selv om at print ville give det bedste resultat.

Støvlen drev mig til gengæld til vanvid. 
Jeg byggede den op som en stilet og da sålen og stilethælen var stenhårde byggede jeg hælen ud - så langt så godt
Det var det øverste af støvlen der drillede, den blev mega bulet og var ikke til at få glat. Den blev bare ikke pæn men til sidst måtte jeg sige til mig selv at det trods alt "bare" var en sukkersko men jeg er bestemt IKKE stolt af den - ØV


En anden gang vil jeg nok forme overdelen i rice crispy treat og så overtrække med fondant, det tror jeg er nemmere at få pænt.

I fredags skrev Marias mor om jeg mon kunne nå at lave en mini-Maria til kagen, så hende fik jeg også lige med.

Det var Marias far der hentede kagen i går og kort efter skrev Marias mor til mig og takkede mange gange for den flotte kage, så heldigvis faldt den i god jord - så håber jeg også at Maria bliver glad for den i dag til festen.


50 års fødselsdag

Det myldre med runde fødselsdage i min omgangskreds. 
Denne kage er til Bente som jeg kender fra "gamle dage" i tennisklubben, hvor vores unger spillede.

Nu runder hun de 50 år og derfor skulle hun bruge en kage.


Det blev til denne sommerlige blomsterkurv

80 års fødselsdag

I sidste måned fyldte Bent 80 år.
Bent er gammel Mercedesmand og møbelgrossist, der ud over er han både far, morfar, farfar og svigerfar og alt det skulle med på kagen.


Stigereol, Mercedes og madrasser, alt modelleret i fondant

Inden i er der vaniljebunde, kirsebærmousse og passionsfrugtmousse og med et tyndt lagt chokoladetrøffel på hver bund